Forskellen mellem magnetens maksimale arbejdstemperatur og Curie-temperaturen

Forskellen mellem magnetens maksimale arbejdstemperatur og Curie-temperaturen

Nogle personer mener, at Curie-temperaturen og den højeste temperatur, som en magnet kan fungere ved, er ækvivalente. I virkeligheden er dette et forkert indtryk. Der er fem kategorier, som magnetiske materialer kan kategoriseres i: ferromagnetiske, ferrimagnetiske, antiferromagnetiske, paramagnetiske og diamagnetiske. De ferromagnetiske metaller nikkel, kobolt og jern er også permanente magneter.

Når temperaturen stiger over et bestemt niveau, gennemgår ferromagnetiske materialer en andenordens faseovergang og mister deres evne til at opretholde spontan magnetisme. Disse materialers evne til at blive magnetiseret eller tiltrukket af en magnet vil forsvinde, når de ændrer sig til en paraferromagnetisk tilstand. Curie-temperaturen eller Curie-punktet er navnet på denne region.

En magnets maksimale driftstemperatur er det punkt, hvor yderligere opvarmning får magneten til at begynde at miste styrke. Når magneten gendannes til stuetemperatur, kan dette tab i styrke være minimalt - mindre end 5 procent - i en bestemt periode. Det skal huskes, at mange nationer har forskellige kriterier.

Curie-temperaturen for den samme magnet vil være væsentligt højere end dens maksimale driftstemperatur. Curie-temperaturen og den maksimale driftstemperatur for forskellige slags permanente magneter er afbildet på billedet. Den maksimale arbejdstemperatur er den første værdi, mens Curie-temperaturen er den anden.

Magnetens maksimale driftstemperatur er væsentligt påvirket af Curie-temperaturen. Magnetens sammensætning er den enkelte faktor, der påvirker Curie-temperaturen. Producenter af magneter skal tilføje kobolt-, dysprosium- og terbium-elementer for at hæve magnetens Curie-temperatur for at opnå en højere maksimal driftstemperatur.

En magnets maksimale arbejdstemperatur er påvirket af dens Curie-temperatur såvel som dens iboende tvangskraft og arbejdsforhold.